Grundet ferie afsendes pakker først tirsdag d. 22/8.

kurv 0

Din indkøbskurv er tom.

Om MiniElektro

Det hele startede i min fars værksted..

Børn er nysgerrige og elsker at rode rundt i forældrenes gemmer, og sådan var jeg også, og min far for den sags skyld.

Med en farfar der hele sit liv har arbejdet med fjernskrivere ved Jysk Telefon og senere TeleDanmark, voksede min far op i et hjem, hvor værkstedet var fyldt med mekaniske dele og elektronikkomponenter. Når min far var med på arbejde, kunne han kigge over skulderen, når de gamle wireboards blev forbundet med hundredevis af ledninger, og transistor computere fik liv.

Min far tog elektronikken til sig, og begyndte at ætse printplader til små kredsløb. Først blink-relæer, så højttalerforstærkere. Nogle år senere startede han Dansk EDB Center, hvor computere og software blev importeret og solgt videre, sammen med teknisk hjælp i PC'ens spæde ungdom. Desværre blev konkurrencen for stor, da større kæder tog PC'erne til sig i produktsortimentet, og jobbet ved siden af krævede mere og mere, og firmaet blev lukket.

Jeg har både været på rov i min farfars og min fars gemmer, og alt hvad der kunne trykkes på, og alt hvad der kunne lyse, blev ivrigt udforsket. JostyKit og Velleman byggesæt blev samlet og afprøvet.

Digitalelektronikken blev nemmere

Senere opdagede jeg atmega kredsene fra Atmel, der på en nem måde kunne programmeres, uden dyrt udstyr som til PIC kredsene, og elektronikprojekterne blev vildere. Fra 2 blinkende lysdioder, til tekstdisplays. Efterhånden var lageret af komponenter også ved at være fyldt godt op, og hvad jeg ikke havde, kunne ihvertfald findes i min fars raaco reoler.

Et hobby-lager blev til en webshop

Et par elektronikprojekter for en ven, var starten til virksomhedsregistreringen, og ønsket om at vokse gjorde, at der blev udvidet med en onlinebutik, hvor de første komponenter blev sat til salg. Sortimentet blev løbende udvidet, og i foråret 2014 kom en aftale med Arduino i hus.

Med et ønske om kun at tilbyde kvalitetsprodukter, blev også RedBearLab's produkter trukket ind i sortimentet, og senere DFRobot. De mange produkter, og stadig flere ordrer gjorde, at vi for nylig investerede i lagerreoler fra en halv boghandel-butik, så varerne nemmere og hurtigere kunne findes. For dag-til-dag levering ved bestilling helt indtil kl 16, skal der ikke ændres ved. De mange ordrer og stadigt flere produkter gjorde også, at vores første webshop ikke kunne klare presset mere, og der blev investeret i nye rammer, som siden 1. november 2014 har budt gæster og kunder på MiniElektro.dk velkommen.

Nicolaj Wyke


 

© 2012-2017 MiniElektro